Jyllands-Posten

MUHAMMED-SAGEN

Sagen om Muhammed-tegninger
Da en 28-årig, øksebevæbnet somalier trængte ind i tegneren Kurt Westergaards hjem nytårsdag 2010, tilsyneladende for at dræbe, var det nøjagtig, hvad diskussionen om Muhammed-tegningerne havde handlet om fra begyndelsen: Fandtes der rasende mænd, som var parate til slå ihjel med økser og knive, hvis nogen gjorde det forbudte og tegnede profeten Muhammed? Og var danske kunstnere, journalister og tegnere så bange for de rasende mænd, at de undgik at kritisere, lave satire eller diskutere islam? Da Morgenavisen Jyllands-Posten valgte at engagere sig i den diskussion, kom det til at ændre historien – for avisen og for hele Danmark.

Det begyndte fredeligt: Forfatteren Kaare Bluitgen ville i 2005 udgive en børnebog om profeten Muhammeds liv. Bogen skulle illustreres med tegninger. Flere tegnere sagde ifølge Bluitgen nej til at tegne profeten, fordi de frygtede for konsekvenserne.

Den tegner, som endte med at illustrere bogen, forlangte at være anonym. Han var bange for sin egen og sin families sikkerhed, fordi tegningerne brød med nogle islamiske retningers forbud mod at afbilde Muhammed.

Bluitgen fortalte historien om de frygtsomme tegnere til en journalist, han skrev en historie, og den skabte diskussionen for og imod: Der er intet at være bange for, ingen muslimer kunne drømme om at forlange, at vi i Danmark skal efterleve en regel, som findes i deres religion, når det i Danmark er fuldt lovligt at tegne Muhammed, sagde den ene fløj.

Frygten og selvcensuren er der; vi tager særlige hensyn til islam, fordi vi er bange, sagde den modsatte fløj og henviste bl.a. til den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, som i november 2004 var blevet dolket ihjel på åben gade for sin islamkritiske film "Submission Part 1″.

På et redaktionsmøde på Morgenavisen Jyllands-Posten blev det foreslået at lade det komme an på en prøve, og sådan blev det: 42 medlemmer af Danske Bladtegnere blev opfordret til at tegne Muhammed »som du ser ham« til brug for offentliggørelse i Jyllands-Posten.

Der kom 12 tegninger ud af det. De blev offentliggjort i avisen fredag den 30. september 2005, ledsaget af en forklarende tekst, skrevet af kulturredaktør Flemming Rose. Han beskrev eksempler på frygt og selvcensur i medier og kulturliv og kaldte det uforeneligt med verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvis brugen af ytringsfriheden skulle beskæres af hensyn til islam.

I begyndelsen var alt roligt. Der var en diskussion for og imod på et almindeligt dansk debatniveau. Men under overfladen ulmede sagen, og en række islamiske organisationer og lande forsøgte at lægge pres på Danmark – nogle ønskede en undskyldning fra den danske regering, andre forlangte, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skulle straffe avisen og/eller tegnerne. Begge krav blev afvist af regeringen som uforenelige med dansk lov og dansk tradition.

Samtidig forsøgte imamer fra en række islamiske foreninger i Danmark at udbrede protesterne mod tegningerne til politiske og religiøse ledere i Mellemøsten. Det skete på to delegationsrejser i løbet af december, den første til Egypten, den næste til Libanon og Syrien.

I løbet af januar 2006 begyndte en boykot af danske varer i en række arabiske lande, og efter en "vredens dag" den 3. februar, da imamer mange steder i Mellemøsten benyttede fredagsbønnen til med vekslende voldsomhed at opfordre muslimer til at hævne det, de opfattede som vanhelligelsen af deres profet, blev de ulmende gløder til åben ild:

Dagen efter blev Danmarks og Norges ambassader i Syriens hovedstad, Damaskus, sat i brand under en demonstration. Næste dag skete det samme for det danske ambassadekontor i Libanon, og dagen efter igen gik det ud over ambassaden i Iran og et dansk konsulat i Indonesien.

Resten af februar og marts rullede større og større demonstrationer mod Muhammed-tegningerne ud over Mellemøsten, Asien og Afrika. I alt blev flere end 150 dræbt under demonstrationerne, og i en række lande verden over var det farligt at være dansker: Danmark måtte af sikkerhedsgrunde forlade sine ambassader i bl.a. Pakistan, Syrien, Libanon, Iran og Indonesien, og medarbejderne ved den danske repræsentation i de palæstinensiske selvstyreområder måtte eskorteres ud af kontorerne i Ramallah efter drabstrusler. Danmarks Rederiforening opfordrede danske skibe til at stryge Dannebrog i muslimske landes havne.

Politiet efterforskede 150 trusler mod Jyllands-Posten, hvis kontorer i både Århus og København flere gange måtte evakueres efter bombetrusler.

Omkring den 1. april 2006 var det værste overstået – demonstrationerne hørte op, og danske varer kom langsomt tilbage på hylderne i de lande, der havde boykottet.

Først den 12. februar 2008 begyndte Muhammed-krisens fase 2, som varer endnu. Meget tidligt om morgenen den dag slog Politiets Efterretningstjenestes aktionsstyrke til og anholdt to tunesere og en dansk-marokkaner, som alle boede i Århus. PET mente at have afsløret de tre anholdte i at forberede konkrete mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard. I forbindelse med omtalen af sagen valgte 17 danske aviser dagen efter at bringe Kurt Westergaards Muhammed-tegning fra 2005, som skulle være motivet for at angribe ham. Det fik tegningesagen til at blusse op igen.

Allerede den 19. marts 2008 – kort efter genoptrykningen – fordømte Osama bin Laden Muhammed-tegningerne, som han kaldte for værre end drab på muslimske kvinder og børn, og i april 2008 opfordrede det ledende Al-Qaida-medlem Ayman al-Zawahiri muslimer til at bruge alle midler til at skade Danmark på grund af tegningerne. Truslerne kulminerede med selvmordsangrebet på den danske ambassade i Islamabad den 2. juni 2008. Seks blev dræbt i angrebet, som Al-Qaidas topledelse tog ansvaret for og kaldte en hævnaktion for genoptrykningen af Muhammed-tegningerne.

Siden er der afsløret eller forhindret mindst fem forsøg på at angribe Jyllands-Posten:

27. oktober 2009: FBI i USA offentliggør, at to mænd: David Headley og Tahawwur Rana – begge med pakistansk baggrund – tidligere på måneden er blevet anholdt og sigtet for at have planlagt angreb på Morgenavisen Jyllands-Posten, herunder at dræbe Kurt Westergaard og kulturredaktør Flemming Rose. Sigtelsen mod den ene af de fængslede udvides til meddelagtighed i planlægningen af terrorangreb i Mumbai i november 2008, som kostede 173 mennesker livet. David Headley har undgået dødsstraf, fordi han har valgt at samarbejde med myndighederne. Til gengæld får han en livstidsdom. Sagen om David Headley har afsløret nære forbindelser til toppen af terrorhierarkiet i Pakistan. Det har vist sig, at det var topterroristen Ilyas Kashmiri, der støttede angrebet mod Jyllands-Posten. Ilyas Kashmiri blev betegnet som en af verdens mest frygtede terrorister, inden han blev dræbt ved et amerikansk droneangreb i forsommeren 2011. Tahawwur Rana blev i maj 2011 kendt skyldig i terrorplanlægning mod Jyllands-Posten ved en domstol i Chicago. Hans straf udmåles senere.

1. januar 2010: Den 28-årige somalisk fødte Muhudiin Mohamed Geele trænger ind i Kurt Westergaards hjem ved at smadre døren med en økse. Tegneren redder sig ind i husets sikkerhedsrum. I juni 2011 blev Muhudiin Mohamed Geele dømt 10 års fængsel i Vestre Landsret, der fastslog, at der var tale om et terrorangreb. Muhudiin Mohamed Geele havde forbindelser til terrorbevægelsen al Shabaab i Somalia.

10. september 2010: Efter et uheld med hjemmelavet sprængstof på et hotel i København anholdes en 24-årig tjetjensk mand, Lors Dokaev, med bopæl i Belgien. Efterforskningen viste, at Lors Dokaev havde planer om at sende en brevbombe til Jyllands-Postens redaktion i Viby J. Den 31. maj 2011 blev Lors Dokaev idømt 12 års fængsel i Københavns Byret.

28. september 2010: Allerede i juli 2010 anholdt Politiets Sikkerhedstjeneste, PST, i Norge tre personer mistænkt for forsøg på terrorisme. I september 2010 blev det offenliggjort, at de tre muligivs var i færd med at planlægge et terrorangreb mod Jyllands-Posten eller personer tilknyttet avisen. PET arbejder i juli 2011 fortsat sammen med de norske myndigheder som led i efterforskningen mod de tre. PET har dog oplyst, at en terrorhandling ikke var nært forestående, bl.a. fordi de tre før anholdelserne havde været tæt overvåget af PST.

29. december 2010: Onsdag den 29. december kl. 10.44 brød PET's aktionsstyrke døren til en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev ved København og anholdt tre personer, der blev sigtet for at forberede et terrorangreb mod Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København. De tre anholdte var få timer tidligere ankommet fra Stockholm. Kort efter blev en 26-årig herboende iraker anholdt i Greve, og samtidig anholdt de svenske myndigheder en 37-årig svensk statsborger. Før anholdelserne havde det svenske sikkerhedspoliti SÄPO og PET gennemført en omfattende efterforskning mod de anholdte. Ved anholdelserne fandt politiet våben, plasticstrips (til brug som håndjern), penge og skarp ammunition. De mistænkes for at have forbindelser til internationale terrornetværk, og det er PET's vurdering, at et terrorangreb var meget nært forestående, da det blev afværget.

Hver episode udløste nye diskussioner i medierne om sammenhængen mellem Muhammed-tegningerne og de tilbagevendende terrortrusler, men siden begivenhederne i februar 2008 har ingen danske medier valgt at genoptrykke tegningerne – heller ikke Jyllands-Posten, som i en ledende artikel den 12. januar 2010 slog holdningen til emnet fast:

Volden har virket. De udsendte stormtropper har haft den ønskede effekt. Vigtigere end nogensinde er derfor mediernes vilje til at holde liv i debatten om ytringsfrihed, om truslen fra den totalitære islamisme, om presset mod vestlige værdier. Det er ikke længere kun et spørgsmål om at trykke Kurt Westergaards turban-tegning igen og igen. Fire år er gået. Debatten har flyttet sig. Tegningen har været trykt her i avisen et utal af gange. Avisens bidrag må være at holde fokus på udfordringen fra islamismen og den krænkelses-fundamentalisme, som bruges til at retfærdiggøre vold.

Principielt forbeholder vi os retten til at trykke tegningen igen – og trykke en hvilken som helst tegning, som vi må finde journalistisk relevant. Ellers har den hidtidige indsats i forsvaret for ytringsfriheden været forgæves. Tegningerne har opfyldt deres formål. De har skærpet fokus på en ny tids totalitarisme. De har sat gang i en livsvigtig debat. Bemærk, at volden finder sted i lande, der netop ikke har ytringsfrihed. Den er vigtigere end nogensinde.

(…)

Jyllands-Posten har ikke fortrudt. Vi siger tværtimod, at det journalistiske tegninge-projekt har vist sig langt vigtigere, end vi kunne drømme om for fire år siden. Vi må være realistiske i bedømmelsen af sikkerhedssituationen. Men vi vil fortsat bruge de nødvendige kræfter på at dække en ny tids nye trusler. Det er det, avisen må gøre.

En af sagens hovedpersoner, kulturredaktør Flemming Rose, har i høj grad påtaget sig rollen som Jyllands-Postens ambassadør i diskussionen om tegningerne kloden rundt. På femårs dagen for den oprindelige offentliggørelse af de 12 Muhammed-tegninger, den 30. september 2010, udsendte han sin bog om hele sagen – "Tavshedens tyranni" – og meddelte samtidig, at han herefter ikke agter at deltage i yderligere diskussioner i Danmark om, hvorfor Jyllands-Posten i sin tid offentliggjorde de 12 tegninger.

Folk har dannet sig en mening om tegningerne, hvad enten de er for eller imod, og det er meget svært at flytte noget. Derfor tjener det efter min mening ikke noget formål at diskutere det særligt meget mere. Jeg vil i stedet henvise til min bog, siger han.

MUHAMMED-SAGEN

John Hansen, en af forfatterne til bogen "Provoen og Profeten – Muhammed-krisen bag kulissen" har fulgt sagen fra begyndelsen og er forfatter til denne gennemgang af, hvad der er sket.

BØGER OM MUHAMMED-SAGEN

"Provoen og Profeten – Muhammed-krisen bag kulisserne"
"Provoen og Profeten" er skrevet af John Hansen og Kim Hundevadt. Bogen udkom på Jyllands-Postens Forlag i april 2006 og er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på de fleste biblioteker.

"Tavshedens tyranni"
Skrevet af Jyllands-Postens kultur- og opinionsredaktør Flemming Rose. Han forsvarede de 12 tegninger, mens verden stod i brand og blev hurtigt en central aktør i debatten om ytringsfrihedens grænser i det 21. århundrede.

Læs mere om bogen – klik her

Skoleelever / studerende

MUHAMMED-SAGEN

BØGER OM MUHAMMED-SAGEN