1918-1939
Under den økonomiske krise efter Første Verdenskrig sløjfede JP sin mandagsavis og byggede et nyt bladhus og en ny trykpresse af fabrikatet Vomag i Frederiksgade 72, nær ved det nuværende Århus Rådhus. Samtidigt etablerede JP sig i København, hvor bladet 1929 indrettede et redaktions- og annoncekontor i samarbejde med den ansete britiske avis The Times.
I 1931 blev JP købt af et aktieselskab, som H. Hansen, bladets nye chefredaktør, ejede halvdelen af. H. Hansen moderniserede avisen, da han introducerede nyheder med flerspaltede overskrifter på forsiden, som hidtil udelukkende har været brugt til annoncer og til den ledende artikel.
Desuden indførtes et ugentligt radiotillæg og et søndagstillæg, »Jylland«, som dog blev standset på grund af papirrationering under Anden Verdenskrig.
Kaj Munk og sport
En anden nyskabelse var en daglig kronik skrevet af folk uden for avisen, og i den forbindelse blev præsten og forfatteren Kaj Munk en flittig kronikør. I 1938 kom Kaj Munks »åbne brev« til den italienske diktator Benito Mussolini på forsiden, hvor han kritiserede jødeforfølgelserne i Tyskland. Artiklen ledsagedes af et portræt af Munk, og fotos blev nu daglig kost i avisen. JP begyndte igen at udkomme om mandagen – bl.a. med udvidet sportsdækning.
Udenrigsstof fik JP i trediverne fra Ritzaus Bureau og de engelske kvalitetsaviser The Times og Daily Telegraph, mens JP's medarbejder Hakon Mielche skrev reportager fra Den spanske Borgerkrig.
JP vendte sig i denne periode kraftigt mod Sovjetunionen og verdenskommunismen, men holdt samtidigt afstand til Tyskland, især ved sit krav om forstærket dansk forsvar og sin bestandige støtte til danskheden i Sydslesvig. I 1939 gik JP i modsætning til de førende københavnske aviser mod regeringen, da den underskrev en dansk-tysk ikke-angrebspagt.
Indenrigspolitisk ophørte JP i disse år med at støtte Det konservative Folkeparti og betegnede sig fra 1938 som uafhængig borgerlig.
Jyllands-Posten og jøderne
Selv om Jyllands-Posten op til og under Besættelsen var stærkt kritisk over for Hitler og nazismen, og selv om flere af bladets medarbejdere deltog aktivt i modstandsbevægelsen, markerede avisen sig op gennem 1930’erne med synspunkter, som vi i dag kun kan tage afstand fra. Det mest kendte og i eftertiden kritiserede eksempel er den såkaldte ”krystalnatleder,” som avisen bragte den 15. november 1938, og hvori skribenten anførte, at ”Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis.”
I samme artikel kritiseres de tyske myndigheder for indtil da at have ”tålt” bøllers forfølgelse af jøder.
Faktisk adskilte avisens holdning til europæiske jøder sig ikke nævneværdigt fra andre europæiske avisers holdninger, og det er værd at bemærke, at artiklerne blev skrevet på et tidspunkt, da Holocaust var et ukendt begreb. Det ændrer imidlertid ikke, at avisen omtalte jøder på en måde, som i dag må vække afsky.
